Bomber og ændrede rejseplaner i det østlige Tyrkiet

Den 26. august 2015 stod jeg klar til eventyr, med rygsæk og duffelbag, i Kastrup lufthavn.

Et par uger før var planen at jeg skulle til Ararat, du ved den hvor Noahs ark gik på grund, men i det område er der aldrig noget der helt går efter planen, og to uger før min afgang var der deciderede kamphandlinger og bombeeksplosioner på og omkring bjerget, mellem tyrkiske og kurdiske styrker. Det betød at al adgang til bjerget blev lukket af på ubestemt tid, meget fornuftigt i betragtning af at de kurdiske styrker havde søgt tilflugt på bjerget, det gad vi ikke lige blive indfanget i.

Det blev de smukke Kaçkar bjerge i Østtyrkiet istedet.

Planerne blev ændret i samråd med Kipling Travels, som var arrangør, tog vores lille gruppe istedet til Kaçkar bjergene med Kaçkar Dağı som mål, 3.937 meter over havet. Desværre kunne vi ikke få ændret flybilletterne indenrigs i Tyrkiet, så der var udsigt til en del buskørsel, mere præcist en dag hver vej til og fra bjerget.

Kaçkar Dağı, et flot, ukendt, bjerg

Vi havde en god top-dag, men skiftende vejr, flotte udsigter – Kaçkar bjergene er kendetegnet ved de lidt rå og uslebne klipper sammen med flotte bjergsøer. Turen op gennem dalen til basecamp kan være mentalt udfordrende, det er en lang lige dal med bjerget liggende for enden – personligt har jeg altid nydt følelsen af at gå mellem de høje bjerge og føle mig lidt lille og meget ubetydelig 🙂

Hele turen i bjergene forløb godt og uden de store udfordringer, jeg var lidt spændt på hvordan kroppen, og sindet, ville reagere efter min voldsemme tur på Kilimanjaro året før, men alt gik godt.

Vi havde et par gode dage med akklimatisering i bjergene/bakkerne omkring Erzurum, hvor jeg fik vænnet mig til højden og fik etableret de obligatoriske vabler fordi jeg var lidt uforsigtig i mit valg af strømper til den første vandretur i bjergene.

“Smart” bus i bjergene

Ændringen af destination betød at vi skulle køre en del i bus, det viste sig at være en lille fin (og meget pimpet) bus, med skørter og sænket undervogn – det viste sig at være lidt udfordrende på bjergvejene. Undervejs måtte vi afmontere “skørterne” og binde dem fast på taget, så vi kunne komme videre igennem det skønne landskab. 

Vi morede os en del, men det er mit indtryk at chaufførens smil var en anelse anstrengt. Det hele kom dog på plads igen da vi var tilbage på asfalten i Erzurum igen.

Alt i alt en rigtig god tur i godt selskab. Jeg har tidligere været på “arrangerede grupperejser”, eks. min tur til Kilimanjaro hvor det primært var selvstændige ejerledere der var med, denne tur var besat af folk med begejstring for bjerge, trekking og bjergbestigning – det betød en anden slags tur med gode oplevelser undervejs, men begrænset kontakt og netværk efterfølgende.

Nå ja, jeg nåede da toppen.

Som nævnt havde jeg det rigtigt godt på topdagen, jeg nåede fint op på toppen og sikkert hele vejen ned igen – hele turen med et overskud både på fysisk og psykisk, det var skønt.

I basecamp delte jeg telt med Bo Belvedere Christensen der har besteget et utal af bjerge, så der var godt med røverhistorier i luften. Om natten hyggede jeg med musegæst i teltet og lyden af stenskred på bjergvæggen.

Så var der bjerghytte på programmet.

Sidste overnatning inden vi gik mod basecamp var i små hytter i bjergene, der var svære adgangsforhold men heldigvis lidt hjælp med bagagen og “hytten” havde det der var nødvendigt for en bjergvandre – endnu en af de gode oplevelser på turen.